Slægtshistorien > Start > Otto om sin mor

Ottos fortælling om sin mor

Kirsten Jensen: Født den 6. marts 1872.

Døbt i kirken den 1. april, 2. Træskodag. Tilstede ved dåben var Husmand Mogens Hansens pige, Else Pedersdatter, fra Rind og Håndværksmand Mathias Nielsens Hustru, Ane Kristine Jensen. Faddere var Ungkarl Mads Nielsen, Gårdmand Morten Nielsens søn, Peder Mortensen, og Husmand Niels Mogensen fra Låstrup.

Efter at være udskrevet af skolen, konfirmeret i Skals Kirke Søndag den 11. april 1886. Med almindelig god kundskab og meget god opførsel. November 1888 flyttede hun til Holdgård som stuepige hos Borup, hvor hun var i 3 år, indtil november 1891. Allerede den 21. april 1892 blev hun viet i Låstrup Kirke til hendes Gudmors søn, Jens Kristian Nielsen.

Hvem var så min mor, hende der lærte mig at karte, lærte mig at spinde og lærte mig at tvinde. Når tenen var fyldt, kørte hun det ud på Garnvindelen, hvor hun lagde det over mine arme, når hun skulle finde nøgler. Ved at jeg bevægede mine hænder kunne det gå hurtigt, men faldt så en løkke fra mig og på gulvet, fik jeg bare et smil, hvorefter mor samlede den op og satte den på plads; sådan var mor. Jeg har aldrig hørt hende skælde på noget menneske, aldrig hørt hende skælde ud på nogen af hendes børn, og vi var dog 10. brødre.

Da jeg var 17 år blev mor syg, en alvorlig lungebetændelse, som dengang var liv eller død. Jeg skulle skynde mig i marken; men kom kun lige uden for døren, hvor jeg i et åbent vindue så mor kaste sig fra den ene side af sengen og til den anden i smerte. Jeg kunde ikke tåle at se mor lide og gik hen, hvor jeg kunne være alene. Jeg bad til Gud, og for første gang i mit liv, bad jeg for et andet menneske – og det var min mor.

Da jeg igen rejste mig, vidste jeg, at mor levede. Der står et sted i den lille katekismus lærebog, fra da jeg var dreng; Tro er en fortrøstning og en overbevisning må jeg føje til; en fuldstændig overbevisning om ting, som ikke ses. Mor levede, vi havde mange timer sammen efter den tid; men i 1928 kom da snigende den sygdom, som dengang var den visse død, nemlig tuberkulose. Den sidste nat var hun omgivet af hendes nærmeste, og pludselig bad hun om at få sunget den samle, som ikke var værdig til at følge med over den nye salmebog nemlig no.168 i den gamle. ”O Jesus tag mig med dig op”. Førend denne salme var til ende, var mor ikke mere her.




Otto.