Slægtshistorien > Start > Afskrift fra Avisudklip - Laastrup 1950

En Søn ved sin Fars Baare

Jens Christian Nielsen, tidligere Gaardejer i Laastrup, der døde (15.05.1950) forleden, blev begravet paa Laastrup Kirkegaard. Jens Christian Nielsen blev 82 Aar gammel. Han var Søn af den i sin Tid kendte Bygningshaandværker Mathias Nielsen i Nr. Rind, og han blev oplært ved Faderens Haandværk, men sin Livsgerning kom han til at udøve som Landbruger, idet han for 57 Aar siden blev gift med en Pige (Kirsten Jensen) fra Laastrup, hvis Fædrenegaard de unge overtog, og dér fik han sin Virkeplads, indtil han efter Forløbet af et halvt Aarhundrede overdrog Gaarden til en Søn.(Otto Marinus Nielsen 1943)

Hans Hustru døde for over 20 Aar siden, og han efterlader sig ti Sønner. Den yngeste er Præst i Vester Tørslev, de øvrige er Landbruger, dels i Hjemsognet, dels i Oplandet.

Jens Christian Nielsens Historie som Landbruger vil ikke adskille sig synderligt fra mange andres. Det ville være Beretningen om, hvorledes der ved Flid og Dygtighed skabtes Mangedobling i Afgrøde og Udbytte samtidig med, at en ny Gaard rejste sig i Stedet for den gamle. Men dette vil ikke i samme Grad være Udtryk for hans Personlighed. Han var en beskeden, tilbageholdende Mand, der levede for sit Hjem og sine nærmeste. Han fulgte dog med i de Spørgsmaal og Begivenheder, der var fremme i Dagen og i Tiden, og hans Bedømmelse var sikker, selv om hans Opfattelse ikke laa ham paa Tungen.

I kirkelig Henseende følte han sig knyttet til Indre-Mission, men iøvrigt havde han taget sit Livssyn i Arv fra Barndomshjemmet. Dette havde været præget ikke blot af gammeldags Dyder som Flid og Sparsommelighed, men tillige af en Kristentro, der forpligtede til, at Dagens Gerning i smaat og stort skulde røgtes for Guds Ansigt.

Følget samledes i Hjemmet, hvor Kisten, efter at der var blevet holdt en kort Andagt, førtes til Kirken. Salmen "Jeg lever og ved" blev sunget, og Provst Kristiansen talte ud fra Jesu Ord i Johannes-Evangeliets 14. Kapitel: Jeg gaar bort for at berede eder Sted. Provsten omtalte, hvorledes Frygt for døden er almenneskelig, men han pegede samtidig paa, hvorledes denne Frygt kan afløses af Visheden om, at hos Herren er der Udgang fra Døden. I nogle personlige Udtalelser om Jens Christian Nielsen nævnte han, at det altid maatte glæde en Præst at møde en Mand, som søgte sin Plads i Kirken Søndag efter Søndag, men Glæden var ikke mindre ved i dette Tilfælde at lære en Mand at kende, hvis Liv var forankret i Troen paa, at vi for Jesu Skyld har Løfte om, at efter Jordelivet kan vi indgaa til Guds Herlighed.

Afdødes Søn, Pastor Nielsen, Vester Tørslev, talte ud fra Ordene af Jesus: "Jeg er Vejen og Sandheden og Livet; der kommer ingen til Faderen uden ved mig". Jeg nævner disse Ord, fordi de indeholder Salighedsvilkaarene for Menneskeslægten, men ogsaa, fordi de knytter sig til det første, jeg husker om Faders Samtale med os Børn om religiøse Spørgsmaal, og fordi det var disse Ord og den Mening de indeholder, som Far atter og atter vendte tilbage til, hvad enten det gjaldt Samtaler eller Breve senere gennem Livet.

Iøvrigt var Talen et Udtryk for en Søns Ærbødighed og Taknemlighed over for sin Far, og Pastor Nielsen sluttede den med en Udtalelse, der viste tilbage til en Erindring fra hans Mors Begravelse for 22 Aar siden. Da havde Præsten i sin Tale over Moderen brugt de jævne Ord: "En god Hustru og en god Mor". Nu vil jeg sidestille disse Ord med Ordene om en god Far, sagde Pastor Nielsen. Vi Søskende har haft en god Mor og en god Far, og Mindet om dem vil bevares og være en Forpligtelse indenfor Søskendeflokken.

Man sang "Paa Gud alene jeg haver sat min Lid", og Sønnerne bar Kisten til Graven, hvor Sønnen, Pastor Nielsen, forrettede Jordpaakastelsen, og efter at man havde sunget "Herrens Venner ingen Sinde", rettede han en Tak til Følget og indbød til Mindesammenkomst i hjemmet.